Forsvar og bevar 10.klasse
Kære udvalgsmedlem
Jeg skiver egentlig for at appellere eller motivere til, at I som udvalg og byråd forsvarer og kæmper for at bevare 10.klasse, som det vigtige og velfungerende tilbud det er i dag.
10.klasse løser en meget vigtig opgave. Den tilbyder et skoleår, hvor de unge modnes, indhenter fagligt efterslæb, får styrket deres trivsel og sociale kompetencer samt bliver endnu bedre forberedt på at starte på ungdomsuddannelserne. Ligeledes samler tilbuddet også de ca. 4500 elever op, som årligt dropper ud af efterskolerne.
10. klasse er en succes i Aalborg men også andre steder i landet. I år er der startet ca. 40.000 elever i 10. klasse, og det er en national fremgang på ca. 14 % over en 4-årig periode. I Aalborgs kommunale tilbud er man vækstet med ca. 25 pct fra sidste skoleår til indeværende. Det er et tydeligt signal til politikerne fra såvel elever som forældre. Der er brug for et stærkt alternativ til den direkte overgang til ungdomsuddannelserne men også til efterskolelivet, som jo ikke er for alle - hverken økonomisk eller personligt. Det er en enorm vigtig opgave, og i Aalborgs kommunale tilbud gennemfører ca. 92 pct. deres 10.klassesforløb. 95 pct af disse fortsætter på ungdomsuddannelser.
Det er meget bekymrende, at regeringen ønsker at nedlægge et velfungerende tilbud, som løser en vigtig opgave. Et tilbud som samtidig ligger i den billige ende af indsatser i kommunen. Måske kæmper du allerede, men for mig virker det, som om der er stille i kommunerne om denne sag. Det bekymrer mig – som fagperson. Jeg skriver nemlig ikke som fagforeningsformand. Dette handler om at sikre et meget vigtigt tilbud til en række unge, som i den grad profiterer af tilbuddet.
Måske har regeringspartierne og øvrige partier på Christiansborg brug for holdninger fra kommunerne.
Med venlig hilsen
Karsten Lynge Simonsen
Lærer, formand Aalborg Lærerforening
Dette åbne brev er sendt til udvalgsmedlemmerne i Aalborg Kommune 27. november 2024