Den nye Børn- og Ungepolitik rummer små ændringer med stor betydning

Aalborg Kommune fortjener ros for at fjerne en pædagogisk dogmesætning fra den nye Børne- og Ungepolitik.

Hvis vi vil være en ægte børnevenlig kommune, må vi turde stille krav til fællesskabet

»Børn gør det godt, hvis de kan« har i mange år været et pædagogisk pejlemærke i Aalborgs skoleverden. Med Ross Greenes sætning som teoretisk løftestang ønskede man under den tidligere politiks tilblivelse at flytte blikket væk fra barnet som problembærer og over på de voksne, der har ansvaret for at skabe rammerne omkring barnet. Den intention er fortsat værdifuld. Men med de nye formuleringer i Børne- og Ungepolitikken præciseres det, at det pædagogiske ansvar for fællesskabets retning skal vægtes højere, end det har været tilfældet i en årrække. Når det samtidig tilføjes, at børn skal mødes af passende krav og være en del af forpligtende fællesskaber, sender det et politisk signal, der fortjener ros, fordi det genindsætter skolens institutionelle fundament: værdier, normer og ritualer.

Pædagogik i mellemrummet

Den anerkendende pædagogik lever videre, men i en mere realistisk version, hvor forståelse ikke står i modsætning til styring. I en årrække har vejledningen til lærere været præget af en forventning om, at uro og modstand først og fremmest skulle mødes med følelsesmæssig afkodning og forklaringer, der søgte årsagen i den enkelte elevs indre liv frem for i undervisningen og fællesskabets rammer. Det har skabt en praksis, hvor mange lærere er blevet tilbageholdende med at sætte retning, fordi fokus i højere grad har været rettet mod at forstå adfærd frem for at lede fællesskabet og fastholde de rammer, der gør undervisning mulig.

Det er naturligvis afgørende, at lærere kan registrere, når elever med vidtgående særlige behov reagerer voldsomt og kræver særlig håndtering; ingen professionel ønsker at overse tegn på overbelastning, og ingen ønsker at reducere komplekse behov til spørgsmål om vilje. Men det er lige så afgørende at fastholde, at den specialpædagogiske forståelsesramme ikke kan overføres ukritisk til almenskolens midtergruppe. For der findes et kontinuum mellem føjelighed og alarmberedskab, og i dette mellemrum findes den pædagogik, der får en skoleklasse til at fungere. Når der opstår uro, afbrydelser og manglende deltagelse, er det ofte udtryk for helt almindelig børneadfærd, der håndteres bedst med tydelig og venlig styring. Når lærere opfordres til at undgå tydelige markeringer, også i situationer, hvor ingen elever er i affekt eller overbelastning, mister pædagogikken sin opdragende dimension, og fællesskabet mister den struktur, der gør det muligt for alle at deltage.

Ressourcerne spredes for tyndt

I en årrække har vi i for høj grad begravet os i individuelle årsagsforklaringer, hvilket har ført til individuelle løsninger. I de nu vedtagne ændringer i politikken ligger imidlertid en erkendelse af, at børn udvikler sig i samspil med omgivelserne, og at stærke fællesskaber er en forudsætning for, at lærere kan opdage de elever, der faktisk har brug for særlig støtte. Derfor er det afgørende, at vi som lærere nu gives mandat til i højere grad at tage ansvar for fællesskabets retning.

Måske som et produkt af individualiseringen har vi i en årrække udstyret et stigende antal elever fra midtergruppen med individuelle særhensyn for at kunne deltage i fællesskabet. Selvom intentionen om styrket inklusion har været god, har bevægelsen løbende forårsaget en uhensigtsmæssig ressourceforskydning væk fra de elever, der faktisk har brug for særlig støtte.

For i en folkeskole, hvor ressourcerne ikke er uendelige, er det nødvendigt at reservere de patologiserende forståelser og de dertilhørende særlige foranstaltninger til de få, der ville blive tabt uden. En skole med tydelige værdier, normer og ritualer skabt gennem venlig og konsekvent ledelse, giver eleverne et stabilt grundlag for at deltage og lærerne et bedre fundament for at bringe deres professionelle dømmekraft i spil over for de elever, der har mest brug for det.

For det er netop i spændingsfeltet mellem styring og anerkendelse, at pædagogikken får sin kraft: når læreren både kan sætte retning og samtidig forstå barnet. Og det er netop her, skolens dannelsesopgave bliver konkret i en daglig praksis, hvor elever lærer at indgå i forpligtende fællesskaber, tage ansvar og forstå, at deres handlinger har betydning for andre. Uden dette svækkes lærerens professionelle råderum, og de mest udsatte elever risikerer at miste et stabilt undervisningsfællesskab at læne sig ind i.

Troen på elevens potentiale

Derfor er det både klogt og nødvendigt, at Aalborg Kommune nu har fjernet formuleringen »Børn gør det godt, hvis de kan« fra politikken og erstattet den med markeringerne om passende krav og forpligtende fællesskaber. De små sproglige ændringer repræsenterer en værdipolitisk kursændring, som harmonerer godt med ambitionen i Sammen om stærkere fællesskaber. Hvis Aalborg for alvor skal være en børnevenlig kommune, må vi insistere på at skabe så stærke fællesskaber, at de kan bære både midtergruppen og de mest sårbare børn.

Ross Greenes formulering var et vigtigt korrektiv til en kultur, der for ofte forklarede adfærdsproblemer med manglende vilje. Sætningen mindede os om, at børn ikke skal mødes med moralske domme. Men undervejs gik vi for langt og mistede blikket for, at børn også udvikler sig gennem krav, forventninger og forpligtende fællesskaber. I erkendelsen af, at elever ikke altid gør det bedste, de er i stand til i øjeblikket, ligger faktisk en dyb tro på deres potentiale. Netop derfor må vi turde stille krav, fastholde fællesskabets rammer og give skolen den institutionelle tyngde, der gør det muligt at lykkes med både anerkendelse, ansvar og dannelse.

Aalborg Kommune har taget et nødvendigt skridt i den rigtige retning, og det fortjener anerkendelse.