Når flere elever har brug for specialundervisning, er svaret ikke mindre undervisning

Skrevet af Karsten Lynge Simonsen, formand Aalborg Lærerforening.

Aalborg står ikke alene med en udvikling, hvor flere elever har brug for specialundervisning.

Det er en udvikling, vi har set i hele landet gennem en årrække. Flere elever har behov, som kræver noget andet og mere end det, som almenundervisningen i dag kan tilbyde, og de fleste kommuner oplever derfor et stigende pres på specialundervisningen. Det ser vi også i fokusklasserne, hvor det desværre er blevet almenundervisningen, der finansierer det øgede behov.

Kvalitet i undervisning og specialundervisning koster penge. Det er der ingen grund til at tale udenom. I Aalborg har man ad åre ændret i tildelingen til specialskolerne, så det efterhånden er svært at beregne den reelle takst for en elev - f.eks. med den nuværende håndholdte indsats og fast normering.

Men et stigende behov for specialundervisning forsvinder ikke, fordi budgettet er presset. Derfor er det afgørende, hvordan Aalborg Kommune vælger at håndtere udviklingen.

I Aalborg Lærerforening er vi bekymrede over de reduktionsforslag på specialområdet, som nu er i spil. Ikke mindst forslag, der kan betyde færre lærerressourcer på specialskolerne og færre muligheder for at sluse elever ind på skolerne, så de etablerer en stabil skolegang.

For når man reducerer lærerressourcen på en specialskole, er det ikke bare en ændring i et regneark eller i personalesammensætningen.

Det får betydning for undervisningen.

Specialskolerne er skoler

Det er vigtigt at holde fast i noget helt grundlæggende:

Eleverne går ikke alene i et specialiseret tilbud. De går i et specialundervisningstilbud og har ligesom andre elever lovmæssigt krav på en skolegang med undervisning, faglig udvikling og kvalificeret opfølgning.

Specialundervisningen kan dog se meget anderledes ud end i en almenklasse.

For nogle elever handler den om dansk, matematik og skolens øvrige fag. For andre kan det faglige arbejde blandt andet handle om sprog og kommunikation, struktur, selvstændighed og evnen til at overskue, igangsætte og gennemføre aktiviteter.

Tværtimod kan undervisningen på specialområdet stille meget store krav til lærerens didaktiske og specialpædagogiske kompetencer. Til deres uddannelses- og erfaringsbaggrund.

Læreren skal f.eks. kunne nedbryde læringen i meget små og overskuelige delmål, udvikle visuelle støttesystemer og tilrettelægge undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs udvikling og forudsætninger. Hvor der i meget almenundervisning kan tages udgangspunkt i eksisterende læremidler, findes det relevante materiale langt fra altid til elever på et tidligt udviklingstrin. Det skal udvikles, tilpasses og løbende justeres.

Opgaverne forsvinder ikke med ressourcen

Specialskolerne er naturligvis tværfaglige arbejdspladser, og forskellige faggrupper bidrager med forskellige komplementære dele til elevernes skolehverdag. Men netop derfor er det vigtigt at være tydelig om, hvad konsekvensen er, når det specifikt er lærerressourcen, der reduceres.

Undervisningen skal fortsat planlægges og tilpasses. Der skal udvikles undervisningsmaterialer. Elevernes faglige udvikling skal beskrives og evalueres. Der skal arbejdes med specialpædagogiske elevplaner og gennemføres skole-hjem-samtaler. Men der skal også samarbejdes med de mange mennesker og fagpersoner omkring eleven - f.eks. PPR, konsulenter, rådgivere og andre dele af elevens netværk.

Det er derfor rimeligt at spørge:

For de kan ikke bare fjernes, uden at det får betydning for kvaliteten.

Man skal være tæt på undervisningen for at følge elevernes udvikling

En væsentlig del af lærerarbejdet består i løbende at iagttage, evaluere og justere undervisningen på baggrund af det, der faktisk sker sammen med eleverne. Det gælder i hele folkeskolen – herunder også specialundervisningen.

Meget små ændringer i en elevs kommunikation, deltagelse eller måde at løse en opgave på kan være tegn på en betydelig udvikling.

Den viden opstår i den konkrete undervisningssituation og i relationen til eleven. Hvis læreren får mindre tid sammen med eleverne, bliver det derfor også vanskeligere at skabe den tætte sammenhæng mellem planlægning, gennemførelse, evaluering og den næste undervisning. Det bør indgå i vurderingen, når man ændrer på lærerressourcen.

Den fagligt rigtige løsning må ikke blive den økonomisk forkerte

Vi er også bekymrede for udsigten til færre ressourcer til de håndholdte indsatser i indslusningsforløbene.

For nogle elever er den gode vej ind i skolen ikke et fuldt skema fra første dag.

Det kan tværtimod være nødvendigt at begynde med ganske få timer og langsomt bygge skolegangen op. Det kræver tid, relationer, faglige vurderinger og mulighed for at tilpasse indsatsen til den enkelte elev. Det kræver en øget forberedelses- og mødeaktivitet med parter omkring barnet. Det er altså langt fra et spørgsmål om fremmødetid.

Netop derfor skal økonomien også kunne rumme, at den rigtige løsning ikke er ens for alle.

Hvis en skole økonomisk presses af, at en elev i en periode kun kan være i skole få timer, risikerer man at skabe et modsætningsforhold mellem økonomien og den faglige vurdering.

Det er en dårlig situation at sætte både elever, medarbejdere og skoleledelser i.

Den fagligt rigtige løsning for et barn skal ikke samtidig være den økonomisk dårligste løsning for skolen.

Desuden vil jeg hævde, at den fulde takst til elever på stærkt reduceret skema i nogle tilfælde bidrager til at holde hånden under alle de elever, der hvert år visiteres uden at der følger midler med. Specialskolerne kører med fast normering. Det betyder, at de elever der visiteres i løbet af året skal rummes under den samlede ressource. Sidste skoleår blev der f.eks. visiteret 25 elever til Humlebakkeskolen i løbet af skoleåret, som ikke havde ressourcer med. Ressourcerne til at give dem et tilbud skal findes i den eksisterende ramme.

Stabiliteten betyder noget

Besparelserne kan også mærkes i medarbejdernes arbejdsdag.

Arbejdet på specialskolerne indebærer ofte høje følelsesmæssige krav. Medarbejderne kan stå i meget komplekse situationer med elever i affekt, angst, selvskadende eller udadreagerende adfærd, stort skolefravær eller flere samtidige støttebehov.

Når ressourcerne bliver færre, bliver mulighederne for at løse de vanskelige situationer sammen også mindre.

Det kan betyde en bevægelse fra oplevelsen af, at vi løser opgaven sammen, til at den enkelte medarbejder i højere grad skal få en kompleks situation til at fungere alene.

For stabilitet, genkendelighed og kendte voksne er for mange elever på specialskolerne en afgørende del af forudsætningen for overhovedet at kunne være i skole og modtage undervisning.

Vi kan ikke spare os ud af udviklingen

Vi forstår godt, at den stigende efterspørgsel efter specialundervisning udfordrer kommunens økonomi.

Men det er vigtigt at holde fast i, hvad problemet er. Problemet er ikke, at nogle børn har brug for et specialiseret undervisningstilbud. Og løsningen kan heller ikke være at stille elever i almenområdet og elever på specialområdet op imod hinanden.

Alle er elever i Aalborg Kommunes skolevæsen.

Hvis flere elever har brug for specialundervisning, er det en udvikling, vi politisk og økonomisk er nødt til at forholde os til. Der bør afsættes midler og findes langtidsholdbare løsninger, så der ikke skal lappes og repareres hvert år ved budgetforhandlingerne.

Samtidig skal vi naturligvis fortsat styrke de almene læringsfællesskaber, så flere elever kan trives og deltage. Det kræver kvalitet, kompetencer og ressourcer.

Det er ikke et enten-eller. Vi har brug for at udvikle både almen- og specialområdet, og det kræver kvalificerede ressourcer.

Derfor håber vi, at politikerne vil se grundigt på konsekvenserne af de foreslåede reduktioner, inden budgettet vedtages, men også kigge på en opdatering af måden der tildeles ressourcer til specialskolerne. Gennem for mange år har man politisk hugget og klippet i modellen, så den efterhånden er uigenkendelig.

Ressourcetildelingen og besparelserne har naturligvis betydning for den undervisning og den skolehverdag, Aalborg Kommune kan tilbyde nogle af de børn og unge, der har allermest brug for, at vi lykkes.