Individualiseret datastyring som pædagogisk kompas?

I indlægget "Gode datarutiner giver tid til at udvikle kerneopgaven" beskriver de 4 skribenter, hvorledes data kan medvirke til at understøtte skolens pædagogiske praksis. Med tanke på min personlige dataskepsis glæder det mig, at indlægget adresserer en konklusion, som jeg måske fejlagtigt har draget tidligere, nemlig at datastyring og dannelse er to uforenelige størrelser.

I indlægget pointeres det blandt andet, at gode datarutiner – altså data som redskab til refleksion fremfor blind styring og kontrol -  sagtens kan koeksistere med demokratisk dannelse og orientering mod skolens formål. Denne nuancering hilser jeg velkommen, idet anerkendelsen af dannelsesperspektivets vigtighed giver et lærere og ledere et fælles grundlag i arbejdet med skolens revitalisering som dannende institution. Ikke desto mindre synes den stærke datafokusering, trods den erfarede forenelighed med den demokratiske dannelse, at kollidere med en anden uomgængelig dagsorden i folkeskolen; Inklusion.

Christian Ydesen, som er professor ved Aalborg Universitet, fremhæver i artiklen "Vi har fået mere segregering og mindre inklusion i folkeskolen" på baggrund af et kvalitativt dybdestudie, at bedømmelse og inklusion i overvejende grad behandles i parallelle spor i skoleverdenen trods begrebernes åbenlyse gensidige påvirkning.

En lignende pointe fremhævede Lotte Hedegaard Sørensen i 2021 i forskningsoversigten: ”Inklusion og eksklusion i undervisningen”, idet hun på et bredt empirisk grundlag kritiserede den neoliberale skolepolitiks negative effekt på inklusion.

Datarutinernes fortalere vil som modsvar til denne kritik formentlig hævde, at det databegreb, som præsenteres i indlægget: "Gode datarutiner giver tid til at udvikle kerneopgaven" netop rummer andre aspekter end læringsudbytte, hvilket er legitimt. Ikke desto mindre oplever jeg, at langt den overvejende del af den producerede datamængde i skolen foregår i individuelle spor. Der indsamles data med henblik på at afdække den enkelte elevs læringsudbytte, trivsel og engagement, hvilket som samlet datapakke bliver retningsgivende i det, skribenterne omtaler som skolens pædagogiske kompas.

I 10erne blev mange lærere - som led i skolereformens læringsmålsstyring - vejledt i, hvorledes undervisningen skulle planlægges med henblik på optimalt læringsudbytte for den enkelte, hvilket øjensynligt fortsat sidder dybt i os. Vi opsporer, måler og rubricerer eleverne for bedst muligt at kunne sætte ind med rettidige indsatser, således at læringsudbyttet kan optimeres, hvilket med tanke på LHS´s pointer, skaber et paradoks.

Datastyringen kan dermed utilsigtet komme til at forstærke de udfordringer, den egentlig har til hensigt at løse, fordi den i unødig grad forstærker individualiseringen. Måske er tiden til, at vi som aktører i skolen med afsæt til Lotte Hedegaard Sørensens og Christian Ydesens empiri sænker skuldrene i erkendelse af, at inklusionsudfordringens løsninger findes ved at rette blikket ud fremfor ind, ved at evaluere på undervisningskvalitet fremfor læringsudbytte og ved at sætte fælleskabet over individet.

Afslutningsvis vil jeg fremhæve et perspektiv, som Rasmus Meyer har præsenteret i forbindelse med sit virke som kommissionsformand; Et af skolens vigtigste potentielle i bidrag som modvægt til mistrivsel blandt nutidens unge er – gennem undervisningen – at tilbyde eleverne et fælles tredje.

Modsat 10ernes orientering mod elevens læringsudbytte synes pointen her at være den, at en af skolens vigtigste opgaver er at vende eleven mod verden og tilbyde undervisning, hvori man – frigjort fra den neoliberale instrumentalisering - kan fortabe sig. Mit ærinde med dette indlæg er ikke at advokere for en fuldkommen eliminering af datastyring i skolen men derimod en opfordring til overvejelse om, hvorledes vi balancerer individualiseringen i datastyringen hensigtsmæssigt i bestræbelserne på at lykkes bedre med inklusionsopgaven.