Specialområdet er en sag for byrådet
Skrevet af Karsten Lynge Simonsen, formand Aalborg Lærerforenig
Skolesystemet har brug for økonomisk hjælp fra byrådet. Der mangler omkring 30 mio.kr. til at finansiere et forventet merforbrug på specialområdet. En udfordring som hverken starter eller slutter i skolesystemet, men som ses i hele landet.

Udfordringen hverken starter eller slutter i skolesystemet – det er systemisk
Karsten Lynge Simonsen
Formand Aalborg Lærerforening
Omlægningen af specialklasserne i Aalborg følges af en intention om at gøre almenområdet mere rummeligt. Man ønsker at bremse segregeringen op, og at der sættes tidligere og mere fokuseret ind på elevers behov.
Det er en ret gennemgribende øvelse, som alle kommuner i Danmark arbejder med i disse år. Det gør de af forskellige årsager, men det står klart, at der sker bevægelser mod specialområdet i hele Danmark og i store dele af den vestlige verden. Mange taler om denne situation som et vildt problem, der er meget svært at finde en teknisk eller strukturel betinget løsning på.
Et problem som hverken starter eller slutter i skolesystemet, men som skolesystemet forsøger at håndtere for de samme midler, uden at det går ud over for mange.
I Aalborg har man investeret en sum midler i almenområdet for at styrke dette og for at forebygge bevægelsen mod special, og det er svært at vurdere, hvor stor en effekt investeringen har haft, for hvordan ville udviklingen have set ud, hvis ikke man havde investeret midler. Skolerne, lærerne og eleverne oplever positive affekter af Co-teaching, men denne indsats skal følges op af andre, og det kræver tålmodighed, fokus og tid at skabe den slags forandringer.
Nu står Børne- og Undervisnigsudvalget med en kæmpe udfordring. Et forventeligt og betydeligt merforbrug på specialområdet på 30 mio. kr. Det er voldsomt. Men de visiterede elever skal have et andet skoletilbud, for de sidder fast lige nu.
De 11 foreslåede indsatser, som skal håndtere den økonomiske udfordring, strækker sig ud over det meste af skoleområdet, men de kommunedækkende specialtilbud står for ca. 75 % af finansieringen. Det gælder Humlebakkeskolen/Kollegievejen, Egebakken men også VOLIS-tilbuddene samt Vester Mariendal Skoles og Filstedvejens Skoles kommunedækkende specialtilbud.
Når jeg tolker på de 11 forslag, ser det ud til at politikerne i denne omgang vil frede almenområdet mest muligt, da disse blev ramt i sidste budget, men også for at bakke op om omlægningen og det forebyggende arbejde. Det er bare en meget voldsom andel på specialskolerne.
Lige nu skal skolerne og organisationer vurdere konsekvenserne af forslagene. Aalborg Lærerforening skal naturligvis også drøfte konsekvenserne for kvaliteten og arbejdsmiljøet med vores tillidsvalgte. Når sagen er belyst, mener jeg, at den efterfølgende bør håndteres af byrådet.
Byrådspartierne har ofte en mening og en holdning til, hvordan der skal spares og struktureres på skolerne. Som med sagen, hvor forligspartierne m.f. slog ring om de mindre skoler. Nu bør de slå ring om specialskolerne, men ikke på bekostning af almenområdet. Derfor er der brug for et bredere ansvar i denne sag, for at sikre den lovpligtige opgave med at levere gode undervisningstilbud til alle børn i kommunen.